Nyt hækleprojekt

Da jeg blev færdig med mit lækre tæppe var jeg nødt til lige at gå i tænkeboks over hvad næste hækleprojekt skulle være.
Egentlig kom jeg aldrig ret langt i mine overvejelser, faldt over et par haj sutsko som jeg egentlig havde en lille plan om at lave til min bror som en form for ‘for sjov’ julegave, da han af en eller anden grund er vild med haj-ting, han plagede f.eks. livet af mig for at købe et haj-kostume med hjem fra arbejde, han betalte naturligvis selv for det.
Fandt dog aldrig en opskrift – eller jo men den kostede jeg ved ikke hvor mange penge – så projektet blev lagt lidt på hylden, for er ikke sej nok i min hækling til selv lige at opfinde en opskrift, desuden tvivler jeg lidt på at jeg kan nå at hækle dem inden jul nu anyway. (Men han har fødselsdag i januar, så måske kan jeg nå det inden der)

Men altså da jeg så i weekenden besøgte min kære mormor og viste hende et billede af mit tæppe, fik jeg ideen til mit nye projekt. Min mormor var vild med tæppet og ‘jeg kunne da godt lige have taget det med, og glemt det på hendes sofa’ som hun så fint sagde det.

Jeg har derfor kastet mig ud i at hækle et sæt grydelapper i samme mønster – men i andre farver til hende, som hun kan få i julegave. Mangler dog lige den tredje og sidste farve og så en kontrastfarve til kanten når jeg engang når dertil, og så skal de jo også have en form for hank.

Så håber jeg hun bliver glad for dem, ved ikke hvor meget hun lige har brug for hæklede grydelapper – damen har jo selv brugt det meste af sit 80-årige liv på at hækle – men hun har jo alt i forvejen og jeg er ligesom for længst nået over den alder hvor en tegning kan bruges som gave, hehe.

Til gengæld kan jeg se på mine hæklede romber, at jeg bliver bedre og bedre til at få dem helt ensartet, så det er jo ikke dårligt – øvelse GØR faktisk mester. Mit tæppe har jo sine små skønhedsfejl, nogle af romberne blev lidt løsere i det end andre, og det hvide garn drillede mig, så mange af de hvide er blevet en anelse mindre end alle de andre. Super irriterende, men er stadig stolt af resultatet! Så nu satser jeg på at mit grydelap-projekt her bliver super duper godt!

hækling4

Sandra

Skriv et svar